New Jersey

New Jersey er en delstat i USA. Staten grænser op til staterne New York mod nord og nordøst, Delaware mod syd og Pennsylvania mod vest. Atlanterhavet ligger mod øst. Staten har omkring  indbyggere

Statens hovedstad er Trenton, mens Newark er den største by. Staten er opkaldt efter den britiske kanalø Jersey, og New Jersey blev optaget som USA's tredje stat den 18. december 1787. New Jersey valgte den 4. november 2009 republikaneren Chris Christie som ny guvernør.

Historie

New Jersey var oprindeligt beboet af oprindelige amerikanere med stammen lenni-lenape som den dominerende, da europæerne ankom. Lenape-folket dyrkede mindre landbrug (primært majs) for at støtte deres mobile jæger/fanger-samfund i området omkring floden Delaware, den nedre Hudson River og det vestlige Long Island Sound. Lenape-samfundet var inddelt i matriliniære klaner, der var baseret på fælles kvindelige aner. Klanerne var opdelt i tre adskilte grupper, som identificeredes ved deres dyresymbol: skildpadde, kalkun og ulv. De mødte hollænderne første gang tidligt i 1600-tallet, og deres primære relation til europæerene var pelshandel.

Koloniperioden

Hollænderne gjorde krav på meget af New Jersey, og den hollandske koloni Ny Holland bestod af dele af det nutidige New York (Ny Amsterdam) og New Jersey. Selv om det europæiske princip med at eje land ikke blev anerkendt af lenape-stammen købte hollænderne alt jord, de bosatte, og det det første køb var Peter Minuits køb af Manhattan.

Hele regionen blev et territorium under England i 1664, da en engelsk flåde under ledelse af Richard Nicolls sejlede ind i hvad der i dag er New Yorks havn og overtog kolonien efter at have mødt lille modstand.

Bosættelserne under de første 10 år med britisk styre fandt sted i Hudson River-området og kom primært fra New England. I 1673 blev havdelen af kolonien solgt til kvækere, som bosatte sig i Delaware-dalen. I perioden mellem 1674 og 1702 blev New Jersey styret som to adskilte provinser.

Uafhængighedskrigen

New Jersey var en af de 13 oprindelige kolonier, der gjorde oprør mod det britiske styre under den amerikanske uafhængighedskrig. New Jerseys grundlov fra 1776 blev vedtaget den 2. juli, bare 2 dage før den anden kontinentalkongres udråbte selvstændighed fra Storbritannien.

Under uafhængighedskrigen krydsede britiske og amerikanske hære New Jersey adskillige gange, og en række centrale kampe fandt sted i delstaten.

I sommeren 1783 mødtes den kontinentale kongres på Princeton University og Princeton blev herefter USA's hovedstad i fire måneder. Det var her, den kontinentale kongres erfarede, at Parisaftalen, som afsluttede krigen, var blevet underskrevet.

New Jersey blev i 1787 den tredje stat, der ratificerede USA's forfatning.

19. århundrede

I 1804 blev New Jersey den sidste nordlige stat, der afskaffede slaveri og gennemførte lovgivning, der langsomt udfasede eksisterende slaveri. I modsætning til uafhængighedskrigen fandt der ikke nogen kampe sted i New Jersey under den amerikanske borgerkrig, men i alt 80.000 meldte sig under nordstatshærens faner for at nedkæmpe sydstaterne.

Under den industrielle revolution voksede og blomstrede byer som Paterson. Indtil da havde økonomien overvejende været baseret på landbrug og var sårbar over for fejlende høstudbytter og dårlige jorde. Dette medførte et skifte mod en mere industrialiseret økonomi baseret på fremstilling af bl.a. tekstiler og silke. Opfinderen Thomas Edison blev også en vigtig person under den industrielle revolution, og fik godkendt 1.093 patenter, mange af hvilke vedrørte opfindelser han havde gjort mens han arbejde i New Jersey. Transporten blev stærkt forbedret, da lokomotiver og dampskibe blev introduceret i delstaten. Jernminedrift var også en udbredt industri fra midten til slutningen af 1800-tallet.

20. århundrede

New Jersey blev en velstående delstat i 1920'erne, men blev hårdt ramt under Depressionen. Under begge verdenskrige var New Jersey et centrum for produktion af krigsmateriel, især krigsskibe.

Politik

Den nuværende grundlov i New Jersey stammer fra 1947 og sætter rammerne for et to-kammersystem, som består af et senat med 40 medlemmer og et underhus, General Assembly, med 80 medlemmer. Hver af 40 distrikter vælger en senator og to medlemmer af underhuset. Underhusmedlemmerne vælges for en to-årig periode i ulige år, og senatorerne er på valg i år, der ender på 1, 3 og 7 og sidder derfor i enten to eller fire år ad gangen.

New Jersey afholder guvernørvalg hvert fjerde år i året efter præsidentvalget.

New Jersey var en politisk kampplads ved tidligere føderale valg, men siden 1980'erne har Demokraterne domineret. Ved delstatsvalg er der stadig kamp om pladserne, og parlamentet var ligelidt fordelt mellem Demokraterne og republikanerne mellem 1999 og 2001. P.t. har demokraterne guvernørposten, og har flertal i begge kamre i delstatsparlamentet (22-18 i senatet og 49-31 i underhuset). Delstatens to senatorer i USA's senat er også demokrater, mens 7 ud af 13 medlemmer af Repræsentanternes Hus er demokrater.

Ingen republikaner har vundet et flertal af stemmerne ved samlede valg i delstaten siden 1985 med undtagelse af George H.W. Bush ved præsidentvalget i 1988.

Demokraterne klarer sig generelt godt i de mere befolkede amter, men republikanerne står stærkest i forstadsområderne mod nordvest og sydøst.

Geografi

New Jersey grænser mod nord og nordøst til New York, mod øst til Atlanterhavet, mod syd og sydøst til Delaware og mod vest til Pennsylvania på den anden side af floden Delaware.

New Jersey består af fem regioner: Gateway Region i det nordøstlige af delstaten ligger i New Yorks storbyområde, og nogle indbyggere pendler herfra til byen for at arbejde. Skylands i den nordvestlige del er sammenlignet med regionen i nordøst mere skovklædt, landlig og bjergrig. Shore ligger langs Atlanterhavet mod sydøst, og regionen i sydvest er en del af Philidelphias storbyområde. Den femte region, Pine Barrens, i den inderste sydlige del af delstaten, er mestendels dækket af ege- og fyrreskov, og har en lavere befolkningstæthed end resten af staten.

High Point i Sussex County er det højeste punkt i New Jersey (550 m.o.h)

Sandy Hook langs den østlige kyst er en populær strand.

Amter

New Jersey er opdelt i 21 amter, af hvilke 13 stammer fra kolonitiden. New Jersey blev i 1692 helt opdelt i amter, og de nuværende amter blev dannet ved at opdele de eksisterende amter. Det nyeste amt er Union County fra 1857.

Større byer

På trods af indbyggertallet og befolkningstætheden har New Jersey ikke mange større byer. I 2000 havde kun 4 byområder et indbyggertal over 100.000:

  • Newark: 273.546
  • Jersey City: 240.055
  • Paterson: 149.222
  • Elizabeth: 120.568
  • Edison 97.687
  • Woodbridge Township: 97.203

Eksterne henvisninger

(40° -74°30')

Tekst taget fra Wikipedia - New Jersey under CC-BY-SA-3.0 den 1 august 2021

På udkig efter steder relateret til New Jersey?

  • Vis kort
  • lørdag
    16°C6°C
    20km/h
    søndag
    19°C10°C
    13km/h
    mandag
    22°C14°C
    16km/h
    tirsdag
    22°C12°C
    17km/h
    Vejr New Jersey